top of page
Forfatters billedeAnne-Mette Karstad

Fra drøm til virkelighed -en grundopskrift!


Gode råd er ofte ret dårlige... Og kommer de så oven i købet helt uopfordret, fra sådan en småpinlig, storsnudet selvhjælpstype som mig...'armen altså...så risikerer de i tilgift, at blive nogenlunde lige så overflødige og irriterende som P'et i Psykologi!

Når jeg alligevel vover pelsen idag og deler ikke bare et, men hele tre af slagsen, er det fordi jeg de sidste par dage har modtaget en del henvendelser, hvis enslydende indhold kan opsumeres nogenlunde sådan her:

"Kære Anne-Mette, Jeg er fuld af beundring for hvad du har opnået. Jeg har også en masse drømme, men ved ikke hvordan jeg skal starte på at gøre dem til virkelighed. Det virker som om du er god til det, vil du fortælle hvordan du gør? Velig hilsen, XXX".

Det er nok her en snedig kvinde ville tænke: Yes!! -Det laver jeg saftsuserme da et superfedt kursus om og bliver millionær! Men ærlig talt, så har jeg squ aldrig været hverken synderligt snedig eller særligt interesseret i at blive millionær. Til gengæld elsker jeg at se folk lykkedes med det de drømmer om, så here goes: Den grundopskrift på at gøre sine drømme til virkelighed, der virker for mig, lærte jeg for ti år siden af Louise Schønnemann. Den er super enkel, til tider svær at følge, men til gengæld kan du starte lige nu og genbruge den til evig tid. Basicly består den af:

1/3 Hokus Pokus 1/3 Hårdt Arbejde 1/3 Godt Fællesskab

TRIN 1 HOKUS POKUS DELEN -HVOR DU FORBINDER DIG MED DET DU DRØMMER OM. Sæt dig behageligt til rette et dejligt, uforstyrret sted, med god tid, pen og papir. Luk øjnene, slap af og forestil dig nu hvordan den perfekte dag i dit drømmeliv vil være præcis et år fra nu. Lad dagdrømmen starte fra den tidligste morgenstund og lad fantasien stikke helt af med dig. Læn dig dybt ind i dine forestillinger og dvæl ved alle de sanselige detaljer... -Hvor og hvordan vågner du og sammen med hvem? Hvilke følelser vågner du med? Hvad dufter der af? -kaffe? din elskedes hud? Hvilke lyde er der i rummet? Babypludren? Fuglefløjt? Den dynamiske summen af storbyliv? -Forestil dig nu at du står op. Hvad laver du og hvordan har du det imens? Hvilke opgaver glæder du dig til at gå i gang med? Step by step dagdrømmer du dig nu igennem, hvordan det vil føles at være dig, fra du står op til du går i seng, på din helt perfekte drømmedag. I drømmen er der ingen begrænsninger og for hvert skridt du bevæger dig gennem dagen, skriver du ned I NUTID, hvad du fantaserer om..

Eksempelvis skrev jeg i morges: "Jeg vågner langsomt, blidt og af mig selv....føler mig fuldstændigt udhvilet, afslappet og levende på samme tid...jeg strækker mig langsomt og nyder følelsen af det sprøde sengetøj mod min hud...etc."

I takt med at du dagdrømmer dig gennem hele din drømmedag, bliver det ofte mere og mere klart for dig, HVORFOR du ønsker denne forandring og hvad den kan bidrage med i dit liv. At vide hvorfor man gør noget er selvsagt helt essentielt for, at det føles meningsfuldt at gøre det, og derfor vigtigt for at kunne lykkedes med noget som helst.

TRIN 2

DELEN HVOR DU FINDER UD AF HVORDAN DU NÅR DERHEN. Nu skal du til at regne baglæns og her er det væsentligt, at du har tillid til det som viser sig. Stil dig selv følgende spørgsmål et af gangen og skriv dine svar ned efter hvert spørgsmål. -Hvis jeg skal opleve denne her vidunderlige dag om et år, hvad skal jeg så have gjort og hvor skal jeg være seks måneder fra nu? -Hvis jeg skal være der om seks måneder, hvad skal jeg så have gjort og hvor skal jeg være tre måneder fra nu? -Hvis jeg skal være der om tre måneder, hvad skal jeg så have gjort og hvor skal jeg være en måned fra nu? -Hvis jeg skal være der om en måned, hvad skal jeg så have gjort i denne uge? -Hvis jeg skal være der om en uge, hvad skal jeg så gøre idag? Når du har svaret på det sidste spørgmål, skulle du gerne stå med en helt konkret handling på dit papir. Denne handling er dit næste skridt.

TRIN 3 HÅRDT ARBEJDE DELEN -HVOR DU GØR DET, SOM SKAL GØRES. Nu tager du rent faktisk det skridt, du er lige nået frem. Dagen efter checker du igen ind med dig selv og bliver helt klar på hvad er den ene ting (kun en!) du kan gøre denne dag/uge, som vil have den størst mulige effekt ift. at bevæge dig i retning henimod at leve din drømmedag et år fra nu? Og sådan fortsætter du. Dag for dag viser dit næste skridt sig som perler på en snor og dag for dag, bevæger du dig med 365 bittesmå mikroskridt langsomt, men sikkert, i retning mod det liv du drømmer om.

TRIN 4 (Som egentlig ikke er et trin, men derimod en supervigtig ingrediens, der med fordel og gavmild hånd, kan drysses jævnt og konstant ud over hele molevitten) FÆLLESSKAB -DEN DEL SOM OFTE FÅR DET HELE TIL AT SKE! Du kan sagtens gøre det her alene, men min erfaring er, at det, at dele rejsen med andre ligesindede, ofte gør forskellen imellem, om man falder fra eller fortsætter. Den inspiration, opbakning og udfordring man deler i et forpligtende fællesskab er simpelthen raketbenzin for sådan noget arbejde her. Så hvis du mærker nysgerrighed på at kaste dig ind i det, så se om du ikke kan få en god ven eller to med på ideen. En skøn bivirkning af det er, at det ofte bliver super sjovt, mega lærerigt og helt vildt rørende undervejs, når man på godt og ondt inviterer nogen til at følges ad på sådan en tur. Så kære du, uagtet om du drømmer om at bygge dit eget tinyhouse, springe ud som tarotkorts-læser eller møde en dejlig partner, så håber jeg at den her øvelse vil være en hjælp på din vej. Det blev skrevet lidt hurtigt, så er der noget som er uklart, eller du har spørgsmål til, så skriv endelig.

Ellers ønsker jeg dig al held og lykke med det næste skridt henimod, at skabe dit drømmeliv, hvad end det så betyder for dig.


17 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page